Der bliver afholdt et fortsætterkursus i efteråret 2023 for medlemmer af Svampeforeningen der har gennemført et begynderkursus eller har et tilsvarende niveau. Kurset afholdes med kombinerede ekskursioner og holdundervisning på Naturskolen i Raadvad i weekenderne 9.-10. september og 23.-24. september. Kurset er tænkt som oplæg til Diplomprøven, men det er ingen forudsætning for at deltage i kurset at man melder sig til prøven.
Kurset er åbent for tilmeldinger fra 1. til 20. august. Tilmelding til Benny T. Olsen på på bennyolsen03@gmail.com. Kurset kan optage 15 deltagere, og medlemskab af Svampeforeningen er påkrævet.
Ved tilmelding bedes du opgive navn, mailadresse, tfl.nummer og medlemsnummer i Svampeforeningen (find nummeret på kuverten, når du modtager det trykte program). Hvis du vil tilmelde flere personer, skal vi have disse oplysninger på hver enkelt person. Medlemmer af samme husstand kan tilmeldes sammen, da medlemsskabet omfatter husstanden, men vi skal stadig bede om navn, mailadresse og tlf.nummer på hver enkelt deltager. Du vil snarest modtage en kvittering for din henvendelse, men endelig besked om optagelse på kurset gives først efter tilmeldingsfristens udløb 20. august.
Kursusafgift på 400 kr. betales når man har fået tilsagn om optagelse, betalingsoplysninger sendes ud i mail sammen med bekræftelse på optagelsen og oplysninger om mødetid og sted på første undervisningsdag. På kurset vil vi benytte Politikens Svampebog, 6. udgave, 3. oplag. I dette oplag er svampenavnene rettet til de nu gældende, så vær opmærksom på at få 3. oplag eller et senere. Øvrige undervisningsmaterialer vil blive mailet eller uddelt på kurset.